tirsdag den 7. januar 2014

Endelig cameo

Jeg har været så heldig at få en Silhouette Cameo i julegave - dvs. jeg har ønsket mig penge de sidste 2 år, så jeg har selv sparet op til største delen af den, men nu lykkedes det endelig, og selv om jeg vidste, hvad det var er jeg super glad for min julegave.

Umiddelbart skulle man tro, at jeg slet ikke kunne vente med at tage den i brug, men jeg har været syg med en virus på balancenerven siden slutningen af november. Det betyder, at jeg bliver svimmel og får kvalme lige så snart, jeg får hovedet opad. Så det har været en MEGET stille december - en meget rolig jul og nytår. Der er - efter min læges udsagn - ikke noget medicin jeg kan få, men jeg kan tage piller mod transportsyge for at mindske kvalmen … problemet er, at jeg bliver ENORMT træt af disse piller, så jeg sover meget.

Nå, men det har altså betydet, at jeg ikke har været specielt kreativ. Jeg nåede heldigvis at få lavet alle julekortene, inden jeg blev syg - de skulle bare skrives, så det gik lige (jeg ved dog, at der er et par stykker, som har fået julekort, hvor de undrede sig lidt over teksten, men det er altså svært at holde styr på tingene, når alt drejer rundt :-) … ).

I går morges kom jeg så til at kigge på kalenderen og opdagede, at det var min tur til at blogge i denne uge, og så besluttede jeg mig for, at nu skulle Sille stilles op … bordet blev ryddet for skrammel, der havde hobet sig op, og jeg gik i gang … det var faktisk ikke så nemt, som jeg lige først havde antaget … måske fordi jeg ikke lige valgte et begynder projekt. men jeg synes alligevel at resultatet er blevet ok.


Selve kortet er lavet i kraft karton. Jeg startede med at lave folde linien til kortet … fandt en tut på youtube, så indstillingerne blev som følger: knivdybde = 1, hastighed = 3, thickness = 33. Det kan sikkert gøres på en bedre måde, men det var, hvad jeg umiddelbart kunne finde.

Uden at flytte papiret og skæremåtten fortsatte jeg direkte til at skære selve kortet. Indstillinger: kniv = 4, hastighed = 3, tykkelse = 33. Forsiden på kortet er med udskårne sommerfugle.

Så fandt jeg noget mønsterpapir, hvor jeg har skåret panelerne, teksten og sommerfuglene. Teksten er skåret ud af det ene panel, og sommerfuglene har efterfølgende fået let buede vinger.

Så skulle det hele bare sættes sammen - jeg synes dog, at forsiden var noget ustabil, så jeg har valgt at lime hvidt papir inden i kortet for at give mere stabilitet. Den udskårne tekst har jeg sat uden på kuverten. Og nu skal kortet bare have lidt bling … og det får I ikke at se, for det skal bruges til at fødselsdagskort, som jeg har glemt.

1 kommentar: